torsdag, april 18, 2019
HISTORIE

Verdens først homo-bryllup (1973)

Pastor Harald Søbye vier homoseksuelle i sit hjem. Foto: Jette Reinholdt/Scanpix Danmark

Harald Søbye var en vellidt præst i Blovstrød og Lillerød fra 1948 til 1964. Men i 1964 blev han af daværende kirkeminister Bodil Koch afskediget som præst i folkekirken, da de ikke kunne rumme hans stærke socialistiske og antimilitaristiske meninger. Han blev især landskendt for sin højlydte, ærlige og ligefremme facon, og han stillede sig gerne til rådighed ved forskellige homo-manifestationer.

Harald Søbye blev kaldt for ”provo-præsten” og den ”røde præst” blandt andet fordi, mange mente, at han prædikede rød og antimilitaristisk politik fra prædikestolen. Som præst i et sogn med store militære områder var dette ikke velset.

Men det var heller ikke velset, at han deltog i demonstrationer og politiske happenings og derved kom på kant med ordensmagt og myndigheder. Blandt andet hængte han en sprællemand op på et kors på Rådhuspladsen, da han mente, at Jesus var blevet gjort til sprællemand for magten og kapitalismen. Han demonstrerede også i Rebild og gik på march mod kapitalismen, militæret og ikke mindst statskirken. Efter afskedigelsen måtte Harald Søbye blandt andet arbejde som jord- og betonarbejder, tjener, chauffør, gartner og portør på et plejehjem.

Focus på fordomme

Der var især to grupper, som Søbye forsvarede: Landevejens farende svende og homoseksuelle.

Søbye var allerede i 1960 begyndt at interessere sig for bøsser og lesbiske. Det havde chokeret ham, at en lærer ved Blovstrød skole, der var blev anklaget for at have forhold til mindreårige drenge, var blevet afskediget, selv om det viste sig, at drengene alligevel ikke var mindreårige. Han var dog den eneste i sognet, der støttede den homoseksuelle lærer, som også var klasselærer for Søbyes egen datter.

Det førte til et stort præsteskænderi, da han i 1973 i fuldt ornat ”viede” det lesbiske par Eino og Valborg i en direkte tv-udsendelse, hvor han indledte med ordene:

”Frygt ikke, thi jeg forkynder jer en stor glæde, der skal være for hele folket. Længe nok har der været en mur, som folk har løbet panden imod, når det drejede sig om kærlighed mellem to mænd eller to kvinder. Mennesket rejste denne mur, og vi må nu lære at tænke på en ny måde”.

Brylluppet blev vist i udsendelsen ”Focus på fordomme” og endte i et kæmpe skænderi mellem de tilstedeværende præster – et skænderi der varede længe efter, at udsendelsen var slut.

Der var dog ikke alle præster, der var imod. Flere præster havde før udsendelsen tilbudt at stå for vielsen af det lesbiske par i udsendelsen. Men Focus-redaktionen vurderede, at det var bedre, at det var en ”ikke aktiv” præst inden for folkekirken, der stod for vielsen, da de ikke ønskede, at der skulle opstå en konflikt mellem præsterne og folkekirken efter udsendelsen.

Den kontroversielle vielse af det lesbiske par i TV, trak store overskrifter i dagspressen.
Den kontroversielle vielse af det lesbiske par i TV, trak store overskrifter i dagspressen.

Det lesbiske par var ikke det første par, som Søbye havde viet. To uger før havde han viet et bøssepar, Leif og Ole, ved en privat ceremoni, som dog blev omtalt i Ekstra Bladet.

Leif og Ole havde frygtet, at det ville føre til, at de blev sværtet til på gaden. Men de fik meget få negative reaktioner, de fleste var positive. De mest negative reaktioner fik de fra andre homoseksuelle, og som Leif, udtalte til Ekstra Bladet:

”I vores klub har man også nærmest negligeret vores bryllup. Formanden har talt med os, men ikke gratuleret os. Iskold tavshed har mødet os fra vore egne – det er næsten det værste. Forbundet af 1948 har sendt blomster til det radikale folketingsmedlem Else-Merete Ross, fordi hun nu tager spørgsmålet op i Folketinget på baggrund af vor og pigernes vielse. Vi har derimod ikke fået så meget som en hilsen – det er lidt bittert”.

Verdens første bøssebryllup

Det var en journalist fra Ekstra Bladet, som havde mødt Leif og Ole på et diskotek, hvor de havde nævnt, at det kunne være rart, hvis de kunne blive gift på samme måde som heteroseksuelle par. Journalisten kontaktede Harald Søbye og spurgte, om han ville vie bøsseparret, og det ville han gerne. Vielsen fandt sted den 8. februar 1973 i Søbyes hjem, hvor Søbyes kone Gunhild trakterede med vin og kage. Den efterfølgende dag var vielsen forsidehistorien i Ekstra Bladet med overskriften: “Verdens første bøssebryllup”.

I årene, der fulgte, viede Søbye et stort antal bøsser og lesbiske ved private ceremonier og i løbet af de næste 15 år blev det til over 200 bøsse- og lesbiskpar, som Søbye ”viede”, både i og uden ornatet, som han havde ret til. Omkring to tredjedele var lesbiske par.

Da Danmark den 1. oktober 1989 kom først i verden med at indføre registreret partnerskab for bøsser og lesbiske med retsvirkninger a la ægteskab, var Harald Søbye også til stede på Københavns Rådhus. Her hilste han blandt andet på parret Eigil og Axel Axgil, der var det første homoseksuelle par i verden til at indgå registreret partnerskab.

Se også:

Registreret partnerskab (1989)

Æresoprejsning

Provsteretten havde i 1964 beskåret hans pension til to tredjedele, men i 1993 skrev kirkeminister Birte Weiss til finansudvalget, at hun mente, at Søbye med virkning fra den 1. januar 1994 skulle modtage fuld pension.

“Som motivering for denne indstilling skal jeg henvise til, at der efter gældende ret ikke længere er mulighed for at afskedige en tjenestemand uden pension eller med nedsat pension. På denne baggrund finder jeg det derfor rettest, at pastor Harald Søbye tildeles fuld pension. Endvidere har Harald Søbye – der fyldte 86 år i oktober 1994 – i tiden efter sin afsked udført et stort stykke arbejde for forskellige minoritetsgrupper”.

På den måde fik den hærdede og i mange henseender uforsonlige stridsmand Harald Søbye i sin høje alderdom en form for æresoprejsning.

Kærlighedsprisen

I 1992 modtog Harald Søbye Kærlighedsprisen, da den blev overrakt for første gang i Gallopperiet på Fristaden Christiania. Prisen blev symbolsk overrakt af ”seks vise mænd”: Det var tre tidligere formænd for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, og de tre andre vise mænd var daværende sognepræst Ivan Larsen, sognepræst og rebel Erik Bock, der nok har danmarksrekord i biskoppelige påtaler og suspenderinger af folkekirken, samt christianitten Leonard Olschansky.

Harald Søbye blev udnævnt til æresmedlem af det nystiftede anarkistiske Kærlighedsparti og overrakte i årene frem Kærlighedsprisen. Han var langt oppe i 80’erne, da han i 1995 uddelte kærlighedsprisen til de københavnske arrangører af Europride’96. Michael Nord og Carsten Appel fra Europride’96-bestyrelsen modtog prisen. Foto: Bent Midstrup/Scanpix Danmark.
Harald Søbye blev udnævnt til æresmedlem af det nystiftede anarkistiske Kærlighedsparti og overrakte i årene frem Kærlighedsprisen. Han var langt oppe i 80’erne, da han i 1995 uddelte kærlighedsprisen til de københavnske arrangører af Europride’96. Michael Nord og Carsten Appel fra Europride’96-bestyrelsen modtog prisen. Foto: Bent Midstrup/Scanpix Danmark.

Søbye deltog også i den store demonstration i forbindelse med debatten med ”Det etiske Råd” i midten af 90’erne om kunstig befrugtning.

Sidste gang Harald Søbye trådte offentligt frem, var til hans 90-års fødselsdag i 1998, hvor han blev hyldet i Folketingets snapsting og i Landstingssalen.

Harald Søbye døde i februar 2000, 91 år gammel. Bortset fra den sidste måned var han frisk og aktiv til det sidste – og fortsat på barrikaderne. Han fastholdt sit engagement i bøsser og lesbiskes kamp til det sidste.

Forud for sin tid

Søbyes vielser af bøsser og lesbiske i 90’erne var særdeles provokerende og har ikke kun været af største vigtighed for de bøsser og lesbiske, han viede. Det var også en øjenåbner for familien Danmark, som fik syn for de homoseksuelles livsvilkår. Uanset om man brød sig om hans facon eller ej, så skylder vi alle ham en stor tak for han vedholdende og personlige engagement.

Søbye var langt forud for sin tid, og der skulle da også gå knapt 25 år, før landets biskopper i 1997 anbefalede, at folkekirken indførte et vejledende ritual til velsignelse af homoseksuelle – et kompromis om en ”gudstjenstlig markering af indgåelse af et registreret partnerskab”.

Og der skulle gå næsten 15 år yderligere, før daværende kirkeminister Per Stig Møller i 2011 tog sagen om homovielser op, og året efter – den 7. juni 2012 – vedtog Folketinget så den nuværende ægteskabslov for Danmark.

Danmark blev dermed det 12. land i verden, som tillod homoseksuelle at gifte sig på lige fod med andre. Præster har dog fortsat mulighed til at afvise par af samme køn, som ønsker at blive gift i kirken.

Loven, der afløser den tidligere lov om registrerede partnerskaber fra 1989, betyder også, at alle der tidligere har indgået registreret partnerskab fremover betragtet som gift.

Det første homoseksuelle par, der blev gift i Den Danske Folkekirke, var Poul Cullura og Nicolai Bøcker Jensen. Brylluppet fandt sted lørdag den 16. juni 2012 i Højdevangs Kirken på Amager.

 

Kilder: Frederiksborg Amts Avis, Kristelig Dagblad, Wikipedia, Ekstra Bladet og HotSide.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *