LÆS OGSÅ:
HISTORIE

Trækkerdrenge på barerne (1975)

Martine Bar der lå i Studiestræde 32, blev lukket af politiet i midten af 1980erne på grund af det var tilholdssted for mindreårige trækkerdrenge, i dag ligger den jugoslaviske restauranten Dubrovnik på adressen.

Martini Bar lå i Studiestræde 32, men blev lukket af politiet i midten af 1980’erne, fordi det var tilholdssted for mindreårige trækkerdrenge. I dag ligger den jugoslaviske restaurant Dubrovnik på adressen.

Den første gang vi hører om trækkerdrenge på barer i København var omkring 1910, hvor flere aviser omtalte en knejpe (værtshus) for mindreårige, der lå i Yorks Passage og som hed Anti-Automatkafé. Den blev beskrevet som snavset, uhyggelig og fyldt med 14-18 årige drenge, der ikke lagde skjul på deres grimme vaner og svinske tilbøjeligheder. Der blev ikke direkte skrevet, at der var tale om trækkerdrenge, men det skal nok ses i forhold til tiderne, hvor man dengang ikke talte direkte om disse ting.

Sidst i 1920’erne omtaler politiet i en observationsrapport beværtningen Hansa, der lå i Badstuestræde, som frekventeres af ”pissehusdrenge”, ludere og deres alfonser, forbrydere og andre af byens værste bærme (en gammeldags nedsættende betegnelse af en gruppe usle, ringeagtede og udstødte personer).

Indtil slutningen af 1940’erne var trækkerdrenge-problematikken ikke noget, som den almindelig dansker kendte meget til, selv om Rådhuspladsen efter krigen havde været stedet for bøsseprostitution. Så det var først, da Politiken i slutningen af 1940’erne skrev om de værnepligtige på Holmen, som prostituerede sig på Rådhuspladsen, at der blev sat gang i mange danskeres frygt for, at bøsserne var på vej til at forføre en hel generation af danske drenge.

Flertallet af de unge trækkerdrenge kom fra stærkt pressede hjem, både åndeligt og materielt, og de fandt hurtigt ud af, at de ved at trække kunne skaffe sig materielle goder og en form for social status.

Historikeren Peter Edelberg skriver i bogen Storbyen trækker, at eleverne på Kofoeds Skole havde sagt, at der ikke var en Vesterbro-dreng, som ikke kendte vejen til Rådhuspladsen, når de manglede penge eller skulle prøve noget spændende.

Men det går ikke sporløst henover de unge drenge, der ikke alle frivilligt vælger denne livsform. De presses indirekte ud i det af deres baggrund. Og når de i den periode, hvor deres jævnaldrende træner og uddanner sig til at fungere i et socialt system, så henter deres erfaring fra et hårdt og råt miljø, kan det ikke undgå at påvirke deres udvikling og fremtidige liv.

På sporet af bøssebarernes historie i København

Politiet begyndte i starten af 1950’erne at sende observatører til de homoseksuelle barer i København for at overvåge de homoseksuelle og finde ud af, hvem de var. De observerede, at gæsterne kom fra alle sociale lag i befolkningen, ligesom aldersklassen var meget spredt.

I 1960’erne var det specielt på Can Can, med øgenavnet Kan Knald, i Larsbjørnsstræde, hvor trækkerdrengene holdt til. Her kunne de helt åbenlyst træffe aftaler, uden at nogen tog anstød af det.

Men der var også unge, der udnyttede interessen fra de homoseksuelle til bare at få en gratis øl, uden at de lagde op til noget seksuelt.

De barer, der i 1960’erne hovedsageligt blev frekventeret af det homoseksuelle publikum, var mange. Udover Can Can i Larsbjørnsstræde, var det blandt andet Mandalay i Teglgårdstræde (i dag Men’s Bar), Cosy Bar, Martini Bar og Masken i Studiestræde, Fortuna Bar i Fortunstræde, Belmankælderne på Nikolaj Plads, Admiralkroen/El Toro Negro i Boldhusgade, Apollo Bar i Vestergade, Kiki og Bjørnen i Larsbjørnsstræde, Bycafeen (i dag My Fair Lady) og Centralhjørnet i Lavendelstræde. Flere af disse steder har været tilholdssteder for homoseksuelle siden anden verdenskrig, men andre er kommet til op gennem 1950’erne og 1960’erne.

Stederne havde meget forskelligt publikum og indretning. Belmankælderen var nok lidt finere end de andre og Fortuna var mere løssluppet. Nogle steder kom der både kvinder og mænd og på andre kom der kun mænd. Der kom også transkønnede på nogle af barerne, blandt andet på Fortuna, hvor der var klaver og underholdning. På et tidspunkt var der en pianist, der blev kaldt Rødbeden, og hvor en mand, der kaldte sig Eva, sang til.

Apollo Bar blev ifølge politiets observationer frekventeret af amerikanske ”negre”, søfolk, prostituerede, danske soldater og homoseksuelle af begge køn. Kvinderne var iført lange bukser og jakke. Underholdningen stod kæmpeservitricen Viola for – hun blev senere kendt fra Mandalay.

Mange af disse barer blev også tilholdssted for trækkerdrenge i større eller mindre grad, enten fordi de søgte ”kunder” eller for at få en gratis øl. Sidst på aftenen var der også nogen, der forsøgte kontakt for at få et sted at overnatte eller en bid brød, enten mod at ligge krop til eller for socialt samvær.

Da Københavns sædelighedspoliti over et år havde registreret, at værnepligtige fortrinsvis søgte bestemte barer med homoseksuelle mænd, førte dette til, at Kommandanten i København i 1960 i en dagsbefaling forbød uniformeret militært personel at besøge fire barer i København: Det var Bycaféen i Lavendelstræde 12, Centralhjørnet i Kattesundet 18, Can-Can i Larsbjørnsstræde 12 og Fortuna i Fortunstræde 3. I 1972 blev denne kommandantskabsbefaling dog ophævet.

Trækkerdrenge – Soldaterprostitution (1973)

Folketinget vedtog i 1961 Den Grimme Lov (Borgerlig straffelovs § 225, stk. 4), som kriminaliserede kunden i et prostitutionsforhold til mænd under 21 år. For heteroseksuelle prostitutionsforhold var lavalderen 18 år.

Denne forskelsbehandling af homo- og heteroseksuelle forhold var gældende frem til 1967, hvor Straffelovens bestemmelser om prostitution blev gjort ens for homoseksuelle og heteroseksuelle. Den seksuelle lavalder for ikke-prostitutions-forhold forblev forskellig frem til 1976 – for homoseksuelle var den seksuelle lavalder 18, mens den var 15 for heteroseksuelle.

Can Can og Martini Bar

Specielt Can Can i Larsbjørnsstræde og Martini Bar i Studiestræde tiltrak i 1970’erne de mandlige prostituerede, der var blevet fordrevet fra Rådhuspladsens underjordiske toiletter.

Da Can Can i midten af 1970erne skiftede ejer, begyndte der også at komme narkomaner, der skaffede penge til stoffer ved at agere som trækkerdrenge. Mange bøsser begyndte derfor at fordufte og dermed også de almindelige trækkerdrenge.

Omkring 1980 gik der ild i Can Can, og stueetagen henlå i en årrække som en ruin. Navnet Can Can blev efter gamle traditioner givet videre, i dette tilfælde til Bycaféen i Lavendelstræde.

Martini Bar i Studiestræde var i midten af 1970’erne blevet købt af Ole Kaffebar og var et borgerligt spisested. Men nu blev det bygget om til et morgenværtshus for bøsser, der ikke ville hjem klokken 5. Væggene blev beklædt med vogngrønne paneler, lavet af gamle fyldningsdøre.

Panelerne kan stadig ses i dag, hvis man stikker hovedet ind på jugoslaviske restauranten Dubrovnik.
Panelerne kan stadig ses i dag, hvis man stikker hovedet ind på den jugoslaviske restaurant Dubrovnik.

Trækkerdrengene arbejdede også fra Cosy Bar, men da der her i lighed med mange andre barer i miljøet blev håndhævet en aldersmæssig kontrol, var der ikke længere adgang for de yngste af trækkerdrengene. Barerne ville generelt ikke have de unge trækkerdrenge hængende, da de skabte for meget ballade, men de lidt ældre trækkerdrenge fik ofte lov at komme ind, hvis de kun kom for at få en øl.

De fleste trækkerdrenge var mellem 15-20 år, men der var også nogen, der kun var 11-12 år, når de startede på Rådhuspladsen.

At nogle trækkerdrenge var så unge, når de startede med at trække, skal nok ses i forhold til udbud og efterspørgsel. De meget unge trækkerdrenge var meget eftertragtede blandt kunderne, dels på grund af at mange af kunderne ønskede at holde en vis distance, og det var nok nemmere med de helt unge, som sjældent var interesseret i et forhold til den ældre. Men nogle kunder var også blevet bange for de lidt ældre trækkerdrenge, der enten var skadet af druk og stoffer, blevet hashforhandlere eller mere kriminelle.

Flere kunder oplevede også, at trækkerdrenge truede med at anmelde dem, hvis de ikke betalte et større beløb – eller de rullede simpelthen dem eller tømte deres lejlighed for værdier.

Der har også været tilfælde hvor kunder er blevet myrdet af en trækkerdreng, fordi noget er gået galt eller den ene part har fortrudt det aftalte.
Der har også været tilfælde, hvor kunder er blevet myrdet af en trækkerdreng, fordi noget gik galt, eller den ene part havde fortrudt det aftalte.  Foto: Collage

Martini Bar blev hurtigt tilholdssted for trækkerdrengene. Ejeren, Ole Kaffebar, var en driftig mand, som ud over Martini Bar også ejede Cosy Bar, Can Can i Larsbjørnsstræde og et par pornobiografer for homoseksuelle på Vesterbro.

Trækkerdrenge og alfonserne

Nogle alfonser nedsatte sig som beskyttere af de unge trækkerdrenge og fik en andel af pengene for at formidle kontakterne. Det kunne for eksempel være personalet på en bar.

På Martini Bar var der en person, der hed eller blev kaldt for Helge, som holdt en del meget unge trækkerdrenge. Helge fandt trækkerdrengene på Rådhuspladsen, Hovedbanegården eller i biografernes spillehaller, som dengang var meget besøgt at meget unge drenge. Helge var god til at spotte de mest udsatte og usikre drenge.

Umiddelbart virkede Helge som en meget sød person over for drengene, der ofte var helt ned til 10-12 år. De opfattede ham, som en der ville hjælpe og beskytte dem. Han gav dem mange gaver og nyt tøj, og da drengene ofte kom fra hjem med få penge, var det deres eneste mulighed for at få del i disse ting.

Men Helge gjorde ikke dette for sine blå øjnes skyld, der var en bagtanke. For når han havde vundet drengenes tillid, så skulle regningen betales.

Drengen stod nu i gæld til Helge, og for at skaffe pengene til at købe sig fri, så måtte de ernære sig som trækkerdrenge, indtil gælden var betalt. Men det kunne tage flere år, da gælden hele tiden voksede, for der skulle jo stadig betales ”beskyttelsespenge”. Og nye gaver og forbrug blev helet tiden tilskrevet, og flere af drengene drak meget – nogle kunne drikke 20-30 øl om dagen og for nogle blev det efterhånden stærkere drikke og stoffer, som holdt dem kørende.

Det minder meget om den menneskehandel, der foregår i dag mod unge kvinder fra blandt andet fra Østeuropa.

Helge holdt styr på den enkelte drengs gæld. På Martini Bar var Helge ikke bare stamgæst. Han næsten boede der i mange år, og mange troede, at det var ham, der ejede baren, da han også hjalp personalet med at holde ro og orden. Indimellem talte han op og afleverede dagens omsætning på Cosy Bar.

Bag Helges stambord var der en slags boks. Her opbevarede Helge sin regnskabsbog, og det var også her pengene i løbet af dagen blev lagt ind, når drengene kom og afregnede. Politiet skulle jo helst ikke finde pengene på ham, når der var razzia, og det var der ofte.

PAN i Nybrogade

Trækkerdrengene kom i en periode i 1970’erne også på Forbundet af 1948’s (i dag LGBT Danmark) PAN Club i Nybrogade. Ikke for at finde kunder, men blot for at være sammen med andre.

Ledelsen på PAN Club var af den holdning, at de gerne ville hjælpe de unge trækkerdrenge, give dem et socialt værested – et sted i miljøet hvor de kunne slappe af. Men da de ofte var meget urolige og berusede, opstod der nemt ballade og slagsmål, så de blev efter nogen tid forment adgang.

Egne oplevelser

Jeg var selv en kort periode i midten af 1970’erne kæreste med en 18-årig trækkerdreng, som stod i gæld til Helge. Jeg mødte ham på Madame Arthur, og vi tog hurtig på en uges ferie for at komme vær fra miljøet. Da vi kom hjem, sagde han, at han gerne ville stoppe som trækkerdreng, og vi kontaktede Helge for at høre hvad det ville koste af købe ham fri. Men vi fik aldrig en afklaring på det, og efter et par måneder, hvor vi have følt os truet af Helge, fået smadret vinduer og indbrud i min lejlighed, så blev vi enige om, at det ikke kunne blive et holdbart forhold.

Vi var dog fortsat gode venner og det hændte da også, at vi tog i byen sammen, og hvis han fik en kunde, tog jeg med og holdt ”vagt” i køkkenet, mens de ”ordnede forretningerne”.

Et par år senere blev jeg afhentet til afhøring hos kriminalpolitiet omkring et mord, der var begået på et hotel på Amager, hvor en alfons/pusher var blevet myrdet. Man mente, det var den trækkerdreng jeg havde kendt der stod bag mordet – eller måske kendte til det, da de var set forlade Can Can sammen tidligere på aftenen.

Politiet vidste fra tidligere razziaer på barerne, at jeg kendte trækkerdrengen. Men da politiet ikke altid have været særlig venlige overfor os, når de lavede razziaer, så var jeg ikke interesseret i at hjælpe dem og kunne ikke bibringe noget til opklaringen.

Martini Bar lukket af politiet

Martini Bar fik mange advarsler af politiet omkring de mange meget unge trækkerdrenge, der ofte var på stedet, og de meget unge trækkerdrenge måtte så i en periode ikke komme på Martini Bar.

Men da mange af dem havde faste kunder, så havde Helge altid et par af de lidt ældre trækkerdrenge hængende. De havde så styr på hvor de unge trækkerdrenge opholdt sig og kunne komme i kontakt med dem, når der var kunder.

Men det var ikke kun trækkerdrengene Helge gav gaver og sørgede for at stå i gæld til sig.

Flere blandt personalet på Martini Bar har sikkert også fået gaver af Helge for at se den anden vej. Jeg husker en aften, hvor ham, der passede baren, pludselig måtte skaffe en afløser, da Helge havde lavet en aftale om, at han og en af Helges trækkerdrenge skulle ud til en større lejlighed på Frederiksberg, hvor de skulle udføre et liveshow til en herrefødselsdag. Så han har jo nok på en eller anden måde stået i gæld til Helge på samme måde som trækkerdrengen.

Britha fra Cosy Bar kendte Helge fra før, de overtog Martini Bar, og hun fik mange dyre smykker af ham. Det kunne have været Helges måde at få Britha til at se den anden vej omkring, med hvad der foregik med trækkerdrengene på Martini Bar.

Men det at Britha havde meget at se til med at passe forretningerne i de år, hvor hendes mand Ole Kaffebar var meget syg, kunne også have været grunden til, at Britha ikke bemærkede, hvad der egentligt foregik på Martini Bar.

Martini Bar eksisterede frem til midten af 1980’erne, hvor den blev lukket permanent af politiet på grund af trækkerdrengene.

Ole døde i 1985 efter seks års sygdom, og Britha stod nu tilbage med Cosy Bar.

Cosy Bar (1973)

Pornobiografer og saunaer

Men det var ikke kun barerne, der tiltrak trækkerdrengene. Også homo-biografer og homo-saunaer var et yndet sted for trækkerdrenge at vise sig frem og skaffe nye kunder.

Specielt lå der i en kælder i Teglgårdsstræde en biograf ved navn Gay Kino, hvor de lidt ”pænere” trækkerdrenge holdt til. Der var blandt andet en bankelev, som kom her engang om ugen for at skaffe kunder. Ikke fordi han manglede pengene, men for at investere dem i aktier.

Det har ikke været muligt at finde officielle dokumenter, der direkte indikerer, at der har været personer (alfonser) eller barer/saunaer, der har formidlet kontakt mellem trækkerdrengene og kunderne. Men der er nok blevet set gennem fingrene med meget, for der foregik mange kreative ting på homo-stederne dengang. Der blev ”handlet” frem og tilbage mellem baren og gæsterne, og dette kunne kun ske, fordi man i miljøet valgte at lukke øjnene for det. De færreste ville risikere at blive forment adgang til stederne, hvis man blandede sig.

Trækkerdrengene forsvinder

Trækkerdrengene forsvandt næsten helt fra gaderne og barerne sidst i 1980’erne. Mange var ramt af aids og/eller gået til i druk og stoffer.

Men også samfundets ændrede holdning til homoseksuelle gjorde, at de homoseksuelle ikke havde samme behov for denne form for uforpligtende sex. Så kundesegmentet var også blevet væsentligt mindre.

Flere var kreative i udformning af teksten, når de annoncerede efter kunder.
Flere var kreative i udformningen af teksten, når de annoncerede efter kunder.

Op gennem 1990’erne var det begreber som ”Mand/Mand massage” og ”Escort fyr” der var den nye sort. Fyrene fandt hovedsageligt deres kunder gennem annoncer i Ekstra Bladet og homo-medierne eller via opslag på homo-stederne. Nogle arbejdede alene, andre gik sammen i små grupper.

Nutidens ”trækkerdrenge”

Selv om der er mere opmærksomhed omkring de unges prostitution i dag, så foregår der meget under radaren på de sociale medier og datingsider, hvor alle kan lyve sig både yngre og ældre, end de egentligt er. Drenge på 14-16 år skriver de er 18 år, men når man så får kontakt, skriver og sender de billeder, der tyder på, at nogle af dem er væsentligt under 18 år.

Den store forskel på de unges prostitution dengang og i dag er, at mange af de unge dengang prostituerede sig for at overleve. I dager det mere sugardating, hvor voksne mænd og unge drenge/mænd mødes på de digitale medier og aftaler forretningerne. Det kan være penge, gaver, rejser eller forkælelse. Varen er den samme, men den er bare er pakket lidt pænere ind.

 

Kilder: Peter Edelberg: Storbyen trækker samt Rigsarkivet, Forsvarets Arkiver og Politiken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *