LÆS OGSÅ:
HISTORIE

Politiet nedlægger Onanipatruljen (1971)

Rådhuspladsen. Fotograf ukendt, Københavns Museum https://kbhbilleder.dk/kbh-museum/61247

Rådhuspladsen. Fotograf ukendt, Københavns Museum

I 1951 oprettede politiet en specialenhed under sædelighedspolitiet, enheden blev populært kaldt for Onanipatruljen. Dennes formål var at overvågede og bekæmpede homoseksuelles aktiviteter, især på Rådhuspladsen og på de offentlige toiletter.

Efter besættelsen er Rådhuspladsen i København blevet centrum for en stigende homoseksuel prostitution. Såvel unge homoseksuelle som unge heteroseksuelle tilbyder sex til voksne homoseksuelle, mod til gengæld at få kolde kontanter.

Nogle af dem er unge værnepligtige marinesoldater på flådestationen Holmen i København. De føler, de lever en kummerlig tilværelse, og at pigerne ikke vil danse med dem, så for at få noget spænding og tjene nogle flere penge, så opsøger de homoseksuelle på Rådhuspladsen.

Da det via dagbladet Politikens mellemkomst kom til offentlighedens kendskab, skabte det stor forargelse, og der kom for alvor fokus på det stigende problem med prostitution i det homoseksuelle miljø.

Da man mente at unge kunne blive forført til at være homoseksuelle, fik det de militære myndigheder til at udstede forbud mod, at unge værnepligtige sømænd og soldater bærer uniform i aften- og nattetimerne, når de opholder sig på Rådhuspladsen og på nogle af de barer og mødesteder der er i storbyen, som er kendt for at tiltrække homoseksuelle.

Homoseksuelle er her i den spirende efterkrigstid, mere synlige i offentligheden end nogensinde. Det kommer til udtryk ved dannelsen af Forbundet af 1948, udgivelsen af bladet Vennen og som sagt af, at flere homoseksuelle søger sex på Rådhuspladsen, på offentlige toiletter og parker og andre steder i den frie luft.

Efter at pressen har skrevet om trækkerdrengene og den homoseksuelle prostitution, forstærker politiet deres indsats og foretager den første razzia på Rådhuspladsen i 1949.

Trækkerdrengene
Politiet giver både advarsler og polititilhold, og desuden opretter man et kartotek over trækkerdrenge og homoseksuelle til hjælp for efterforskningen.

Da man ikke kommer problemet til livs, centrerer Københavns Politi sin kontrol med homoseksualitet hos sædelighedspolitiet. Specialenheden får øgenavnet Onanipatruljen og de homoseksuelle føler, politiet fører en intens jagt på dem.

Flere mener at de fleste af politiets oplysninger stammer fra deres afhøringer af trækkerdrenge, som er mere end villige til at fortælle politiet en hel masse og i flere tilfælde opdigter trækkerdrengene deres historier.

En af trækkerdrengene fortæller her mange år efter, hvordan det foregik:
”Jeg er heteroseksuel, og at være trækkerdreng er for mig et job, og den måde hvorpå jeg tjener mine penge. Jeg aftaler selv prisen med folk, og hvor mange penge, jeg skal have, afhænger af, hvem personen er. Normalt får jeg omkring 20 kr. for det, og det er mange penge for mig. Jeg er sammen med omkring 50-60 mænd. En del har jeg faste aftaler med, mens jeg møder andre på Rådhuspladsen. Når jeg har været på Rådhuspladsen i et stykke tid, kan folk regne ud, jeg er trækkerdreng.

Politiet giver os cigaretter og kager og prøver hele tiden at presse os. De viser os et fotoalbum og spørger, om der er nogen, vi kan genkende. Jeg angiver en del af de homoseksuelle mænd, som jeg har været sammen med seksuelt.

Men jeg angiver også nogle, som jeg ikke har været sammen med, men som jeg ved, er homoseksuelle. Om jeg har dårlig samvittighed over det? Nej, hvorfor skulle jeg dog have det? Flere af dem får også fængselsstraffe.

Når jeg sladrer om mine kunder og andre, jeg ikke kender, så er det fordi, at jeg regner med, at jeg får noget ”under bordet” af politiet. Det har politiet givet mig fornemmelsen af, man gør. Desuden giver det gode penge, hver gang jeg skal vidne mod nogen i retten, for så får jeg nemlig vidnepenge.
Jeg går heller ikke af vejen for at stjæle noget fra mine kunder, hvis muligheden byder sig. Det kan være en ring, et ur, penge eller noget andet af værdi.”

Hvis en trækkerdreng stjal noget fra en homoseksuel dengang, så blev det sjældent anmeldt. Da en tegnebog intet var at sammenligne med, hvis ens homoseksualitet kommer frem, det kunne dengang ødelægge den homoseksuelles liv, man kunne f.eks. miste sin bolig og sit job.

10.000 mænd taget af sædelighedspolitiet
Fra 1951 og frem til 1960 blev omkring 10.000 mænd taget af sædelighedspolitiet for enten at overtræde straffeloven eller politivedtægten i forbindelse med homoseksualitet. Det viser med al tydelighed den ihærdighed, aggressivitet og klapjagt, politiet førte overfor ”formodede” homoseksuelle.

Man ønskede især at slå ned på den kriminelle del af den homoseksualitet, der havde med prostitution at gøre, og som blev accepteret bredt i homoseksuelle kredse, da man fandt det diskriminerende, at den seksuelle lavalder var 18 år for homoseksuelle, mens den kun var 15 år for heteroseksuelle.

Den højere lavalder for homoseksuelle, gjorde det meget svært for unge under 18 år at leve deres homoseksualitet ud. For hvis de havde sex med en anden af samme køn, så begik de en kriminel handling, mens unge heteroseksuelle roligt kunne gøre det (med det modsatte køn).

Dette fik nogle af de unge homoseksuelle til at blive trækkerdrenge, for på den måde at leve noget af deres seksualitet ud, uden at de behøvede at tage stilling til om de var homo- eller heteroseksuelle og så oven i købet få penge for det!

Læs også: http://gaymagz.dk/pornografiaffaeren-1955/

Forfølgelse af homoseksuelle
Politiet bruger loven til en intensiv forfølgelse af homoseksuelle. Fra 1959 og frem til 1965 var overvågningen af de homoseksuelle på sit højeste, og tusindvis af mænd bliver chikaneret af politiet.

Politiet fortolkede et betalingsforhold meget snævert. Det kan være en øl, en pakke cigaretter eller penge til en taxa. Loven fik stor betydning for både købere og sælgere og resulterer i yderligere afpresning, forfølgelse og klapjagt på homoseksuelle.

I 1971 lukker politiet den berygtede Onanipatrulje. Da de mente at de homoseksuelle var blevet mere disciplineret og havde lært at underordne sig samfundets spilleregler og bliver dermed mere acceptable for resten af samfundet.

 

Kilde: Bjarne Henrik Lundis/Axel Axgil – Kampen for kærligheden. (Bogen kan købes på her)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *