LÆS OGSÅ:
HISTORIE

Højesteret opløste forening med homoseksuelle medlemmer (1924)

I Politivedtægten for København i 1913 var der forbud mod uanstændig opførsel, opfordring til utugt og mandspersoner iført kvindetøj.

Det er sjældent i Danmark, at foreninger bliver forbudt ved lov. Men i 1924 blev den selskabelige forening Nekkab forbudt og ophævet ved en højesteretsdom.

Foreningen der blev stiftet i 1919, havde ifølge foreningens love det ene formål at afholde selskabelighed. Om vinteren var det karnevaller og baller, og om sommeren var det aftenunderholdning, baller og skovture.

Ifølge vedtægterne optog foreningen fortrinsvis artister og amatører, som optrådte eller havde optrådt på Dyrehavsbakken – deraf navnet Nekkab (Bakken stavet bagfra). Det var dog muligt for medlemmerne at medtage et begrænset antal venner, som så blev optaget som passive medlemmer.

Myndighederne mente dog, at Nekkab var et dække for Danmarks første homoseksuelle forening. Selv om dette står hen i det uvisse, så er det en kendsgerning, at datidens homoseksuelle her fandt et fristed, hvor de kunne danse sammen – i Danmark blev det først tilladt for mænd at danse sammen offentligt i 1973 – afholde karnevaller, fester, underholdning og skovture. Foreningens karnevaller blev i udstrakt grad besøgt af transvestitter, der her fik mulighed for optræde i dametøj.

Det skal her bemærkes, at homoseksualitet dengang var anset som skadelig, moralsk forkastelig og en form for seksuel afvigelse. Og at der i Politivedtægten for København i 1913 var forbud mod uanstændig opførsel, opfordring til utugt og mandspersoner iført kvindetøj.

Da der gik rygter om foreningens fester, lod politiet et par betjente melde sig ind, og ud fra deres rapporter fra festen den 17. marts 1923, fremgår det, at størstedelen af de tilstedeværende damer var forklædte mænd, der ikke alene af deres klædedragt, men også af deres fremtræden, havde en ”skuffende” lighed med kvinder. Deres dans blev ansat for ”uanstændig”, da de kyssede og krammede hinanden.

Politiet fortsatte i civil deres observationer, og den 11. december 1923 nedlagde politidirektøren i København et foreløbigt forbud mod foreningen. Herefter blev en række vidner afhørt i Københavns Byret for lukkede døre – af hensyn til sædeligheden. Herefter anlagde statsadvokaten for København sag mod foreningen ved Østre Landsret.

Anklagen lød på, at foreningens sande formål var at skaffe foreningens mandlige medlemmer med homoseksuelle tilbøjeligheder samkvem og kontakt med andre mænd for at udøve uterligheder. Og derfor blev foreningen anset for at være stiftet i ulovligt øjemed.
Anklagen lød på, at foreningens sande formål var at skaffe foreningens mandlige medlemmer med homoseksuelle tilbøjeligheder samkvem og kontakt med andre mænd for at udøve uterligheder. Og derfor blev foreningen anset for at være stiftet i ulovligt øjemed.

Foreningen fastholdt, at deres formål var, som det fremgik af deres love, men indrømmede dog, at der kom en del kvindeklædte mænd til deres fester. Foreningen mente dog ikke, at der foregik noget usømmeligt, og hvorvidt der blandt medlemmerne var homoseksuelle, ville foreningen ikke blande sig i.

Landsretten var enig med statsadvokaten, og den 31. januar 1924 afsagde de dom om ophævelse af foreningen.
Foreningen ankede dommen til Højesteret, som den 30. april 1924 stadfæstede landsrettens dom med den begrundelse, at foreningen tilstræbte at være tilholdssted for og bindeled mellem mænd med homoseksuelle tilbøjeligheder. Og at dens sammenkomster skabte en nærliggende fare for forførelse af unge mænd til uterligheder og til at vække offentlig forargelse.

 

Uddrag af Østre Landsrets Dom om forbud mod foreningen Nekkab 31. januar 1924
”Foreningens Program for Maanederne Oktober – December 1923 indeholder Meddelelse om Afholdelse af 4 Kostumeballer og en Pakkefest i Jagtvejens Selskabslokaler, Jagtvej Nr. 113. Ved Rapporter afgivet af Politibetjente, der har skaffet sig Adgang til Foreningens fester, er oplyst Følgende:

Ved Festen den 27 Januar 1923 var Gaarden fuld af Folk, der med sjofle Betegnelser raabte højt om, at det var homoseksuelle Personer, der deltog, og der saas i Lokalet flere mandsklædte Par, der kyssede hinanden, ligesom Mandspersoner dansede med hinanden paa højst uanstændig Maade.

Ved Festen den 17 Marts 1923 var Størstedelen af de tilstedeværende ”Damer” forklædte Mandspersoner, der ikke alene i Klædedragt, men ogsaa i deres Maade at være paa havde en skuffende Lighed med Kvinder; deres Dans betegnedes af Betjenene som i høj Grad uanstændig, og de og deres mandsklædte Kavalerer kyssede og krammede hinanden.”

”Den ’selskabelige’ Forening Nekkab blev ophævet som ulovlig, da den bl.a. tilstræbte at være Tilholdssted for og Bindeled mellem Mænd med homo-seksuelle Tilbøjeligheder og dens Sammenkomster skabte en nærliggende Fare for Forførelse af unge Mænd til Uterligheder og var egnede til at vække offentlig Forargelse.”

Kilde: Østre Landsret – Højesteretsdomme (April 1924)

Wilhelm von Rosen skriver i en kronik i Politikken i 1997 bland andet at:
– Foreningsforbuddet kunne hverken hindre kontakt mellem homoseksuelle eller forførelse af unge mænd til uterlighed. Og da Nekkab og Højesterets dom ikke blev omtalt i aviserne – måske på grund af pænhedens tabuisering – var det nok kun meget få, som vidste, at højesteret havde forbudt en forening for homoseksuelle. Det svækkede forbuddets symbol- og signalværdi. Statens antihomoseksuelle position var alt for tydeligt et udtryk for nogen dominans og uvidenskabelig illusion. Ophævelsen af den selskabelige forening Nekkab signalerede statens afmagt overfor homoseksualiteten og først da den kriminelle adfærd – homoseksualitet og mænds dans med hinanden – blev legaliseret, løstes denne konflikt.

 

Kilder: Homofile kampår – Axel Axgil & Helmer Fogedgaard, Østre Landsret, Politikken, Wilheln von Rosen, MEN – Jacob Mchangama & Frederik Stjernfeldt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *