LÆS OGSÅ:
HISTORIE

Den store sædelighedsskandale (1906)

Den store sædelighedsskandale startede i København i det tidlige 1906. I tandlæge Emil Aaes gemmer fandt man, da man ransagede hans to lejligheder, et antal amatørfotografier taget på en badeanstalt i København i sommeren 1906. Ifølge Emil Aae var det helt normalt, at amatørfotografer dengang tog deres apparat med på badeanstalter og fotograferede deres bekendte. Tandlægen hævdede, at fotografierne ikke var taget med tanke for sanselig nydelse. Foto: Rigsarkivet
I tandlæge Emil Aaes gemmer fandt man, da man ransagede hans to lejligheder, et antal amatørfotografier taget på en badeanstalt i København i sommeren 1906. Ifølge Emil Aae var det helt normalt, at amatørfotografer dengang tog deres apparat med på badeanstalter og fotograferede deres bekendte. Tandlægen hævdede, at fotografierne ikke var taget med tanke for sanselig nydelse.   Foto: Rigsarkivet

 

Den store sædelighedsskandale startede i København i det tidlige 1906, i første omgang drejede det sig om afsløring af et hidtil ukendt trækkerdrengsmiljø i København. Men med den respekterede tandlæge Emil Aaes arrestation senere på året fik det vidtrækkende konsekvenser for de homoseksuelle i København.

Der har i tidens løb været flere tilfælde med klapjagt på homoseksuelle i Danmark. Men omkring 1900-tallets begyndelse herskede der i befolkningen en moralsk bølge i forhold til homoseksuelle, og ikke mindst pressen kørte hårdt på.

I juli 1906 havde Københavns Politi anholdt to unge mænd i en baggård i Tordenskjoldsgade i København. I første omgang var de mistænkt for indbrudsforsøg, men da det efterfølgende viste sig, at de to unge mænd havde søgt tilflugt i baggården for at begå det, man i straffelovens §177 dengang kaldte Omgængelse mod naturen, og da den ene forklarede, at han ernærede sig ved mandlig prostitution, så førte dette til, at yderligere tre mandlige prostituerede blev anholdt i de følgende måneder.

Ifølge § 177 i Almindelig borgerlig Straffelov af 1866 skulle såkaldt ’omgængelse mod naturen’, herunder oral- og analsex mellem mænd, straffes med forbedringshusarbejde.
Ifølge § 177 i Almindelig borgerlig Straffelov af 1866 skulle såkaldt ’omgængelse mod naturen’, herunder oral- og analsex mellem mænd, straffes med forbedringshusarbejde.

Sagen der startede som en mindre retssag om mandlig prostitution, fik hurtigt pressens interesse og startede en mindre kampagne imod homoseksualitet.

Men i november 1906 ændrede tingene sig, da en ung skuespiller ved navn Jean Büron, der var blevet anholdt for at drive mandlig prostitution, anklagede tandlæge Emil Aae for at have bedrevet Omgængelse mod naturen med ham. Pressen dækkede intensivt retssagen i november og december 1906, og det var pressen, der gav den navnet: Den store Sædelighedsskandale.

Den 1. oktober 1907 faldt der dom i sagen, og i alt blev syv af otte middelklassemænd blev idømt fra otte måneder til to års forbedringshusarbejde for overtrædelse af § 177 i straffeloven.

Den højeste straf fik Emil Aae, nemlig to års forbedringshusarbejde. Emil Aae mente selv, at årsagen til han fik den højeste straf dels var, at han var Julius Wilckes første homoseksuelle offer, og derfor i offentligheden skulle fremstå som særlig ondartet; men også det at Emil Aae havde protesteret over Julius Wilckes behandling til alle mulige myndigheder og truet med at offentliggøre hele sandheden, når han engang kom på fri fod.

Men hvor startede det netop her

I starten af 1900’tallet havde Danmark fået en ny justitsminister, højesteretssagfører Peter Adler Alberti. Selv om han aldrig havde haft noget godt navn, var det lykkedes ham at få et af landets højeste embeder som justitsminister. Selv om han ikke var homoseksuel, så er der nogen, der mener, at han alligevel bør inddrages i denne sammenhæng.

Emil Aae skriver i bogen ”Den fulde sandhed” følgende, om Peter Adler Alberti:
En bekendt københavnsk Journalist har fortalt, at ”Middagsposten” netop paa den Tid ”gik paa Pumperne”, men nu reddedes af ”Affæren”. Deraf og af det Faktum, at Alberti stod i intim Forbindelse med Smudsbladets daværende Redaktør, Johannes Hansen, har mange draget den Slutning, at Alberti var Hovedmanden for Skandalen, der dels skulde skaffe ham og Johannes Hansen Indtægter ved Pengeafpresning overfor en Mængde meget højtstaaende og rige homosexuelle Herrer, dels give “Middagsposten” frisk Vind i Sejlene, dels endelig ved den umaadelige Sensation, den vakte over hele Riget, aflede Opmærksomheden fra den snedige Storforbryders Affærer, der netop paa dette Tidspunkt var Genstand for megen Omtale. Wilcke skulde saa blot have været Albertis lydige Redskab og kun have arresteret de Personer, denne tillod ham at arrestere.

Der opstod løbende rygter om, at justitsminister Peter Adler Alberti var indviklet i forskellige lyssky transaktioner, og da rygterne blev truende for ham, så måtte han finde på noget til at aflede pressens opmærksomhed fra hans person. Og her kunne en skandale om homoseksualitet måske bruges.

Derfor kontaktede han kriminalretsassessor Julius Wilcke for at få hjælp til at få pressens opmærksomhed drejet væk fra mistanken om hans egen mistænkelige transaktioner. Peter Adler Alberti støttede i udstrakt grad Julius Wilckes efterforskninger, og det lykkedes da også at få afledt pressen og offentlighedens opmærksomhed fra ham selv.

For at gøre pressen mere interesseret, så skulle der findes en nogenlunde kendt person. Det blev så tandlæge Emil Aae, som i 1906 var en respekteret tandlæge fra det bedre borgerskab i København. Han blev i pressen fremstillet som en af de helt store skurke i sædelighedsskandalen og som en, der lokkede de unge mænd i fordærv.

Men Emil Aae mente, at hvis han skulle straffes, så var der mange andre, der også skulle. Hans begrundelse var, at lignende forhold også var ret udbredt i de højere kredse, og man nok ikke ville røre ved dem. Sagen ville så blive så omfangsrig, at myndighederne ville indse, at den var dybt uretfærdig, og man derfor ville være nødsaget til at henlægge den.

Da Julius Wilcke lovede Emil Aae, at han hurtigt ville være fri igen, hvis han var samarbejdsvillig, så udfærdigede Emil Aae lister over homoseksuelle personer fra sin omgangskreds og gav dem til Julius Wilcke. Nu var sagen vokset til en affære, der vakte pressens opmærksomhed, og dermed hjalp Emil Aae indirekte Peter Adler Alberti.

Emil Aae skriver i bogen ”Den fulde sandhed” følgende, om Julius Wilcke og baggrunden for listen over de homoseksuelle personer fra sin omgangskreds:
Lige saa frækt er det af Kandidaten (Julius Wilcke) at skrive om mig, at han “ikke kan samstemme i en ildesindet Arrestants skadefro Bestræbelser for at drage saa mange Venner og Kammerater som mulig ind i sin Ulykke for derved at forhale Sagens Afslutning”. Han ved nemlig lige saa godt som jeg selv, at jeg 8 Dage efter min Arrestation, for at standse hans vanvittige Rasen og raa Plagerier, som Selvforsvar og for at fremtvinge min Løsladelse opgav Navnene paa en Mængde Personer, om hvilke jeg med fuldkommen Sikkerhed vidste, at de havde overtraadt Straffelovens § 177. Jeg opgav navnene efter Kandidatens udtrykkelige Forlangende og opgav – ligeledes efter Ordre – ,,Vidner” paa hver enkelt. Jeg tænkte mig selvfølgelig ikke Muligheden af, at Kandidaten vilde misbruge mine Opgivelser paa den oprørende Maade, som han gjorde. Da han til min Forfærdelse havde begyndt at arrestere løs efter min Liste, betragtede jeg det naturligvis som min Pligt at tvinge ham til enten at lade Sagen falde og løslade mig og de andre ulykkelige Ofre for hans forrykte Fremfærd eller at blive ved at foretage Arrestationer for paa den Maade at bevise § 177’s Umulighed og fremtvinge den vanvittige Paragrafs Ophævelse, hvorved jeg vilde gøre mit Fædreland en uvurderlig tjeneste.

Julius Wilcke satte nu politiet i gang med flere hundrede afhøringer, og mange blev arresteret. Hvilket betød, at mange homoseksuelle af frygt for at blive afsløret enten begik selvmord eller flygtede til udlandet.

Selv om forfatteren Herman Bang ikke havde noget med sagen at gøre, blev han alligevel indkaldt til afhøring af politiet. Og efter at han var blev udsat for en voldsom hetz i pressen, valgte han også at forlade Danmark.

Sagen stod på i godt et år og var altødelæggende for Emil Aae. Han blev dømt for overtrædelse af datidens paragraf §177 i straffeloven Omgængelse mod naturen.

Efter sagens afslutning besluttede dommerne, at listen over de homoseksuelle personer skulle brændes.

Emil Aae udgav efter sin løsladelse bogen Den fulde sandhed om sagen. Foto: Rigsarkivet
Emil Aae udgav efter sin løsladelse bogen Den fulde sandhed om sagen.  Foto: Rigsarkivet

Til genmæle offentligt

Som nævnt blev Emil Aae af pressen udnævnt som en af de store hovedpersoner i sædelighedsskandalen. Men han var også en af de få homoseksuelle, der turde gå til genmæle offentligt, og efter sin løsladelse udgav han en bog om sagen.

I bogen med titlen Den fulde sandhed gik han både til angreb på Julius Wilcke og smudspressens fremstilling af de homoseksuelle. Men bogen blev dog straks forbudt og påførte Emil Aae yderligere tre måneders fængsel for sit angreb på Julius Wilcke.

Da Emil Aaes liv nu var lagt i ruiner, valgte han efter udstået straf at tage navneændring og forlade Danmark.

Emil Aae fik dog på et punkt ret, for da sædelighedsaffæren nærmede sig personer i samfundets højeste top, blev sagerne efterhånden droppet, og Peter Adler Alberti blev atter aktuelt stof.

Peter Adler Alberti meldte sig selv til politiet i 1908. Hans bedragerier, der løb op i 15 millioner kroner, herunder lån i statskassen, var efter datidens målestok et enormt beløb, og han fik da også otte års fængsel, og regeringen måtte gå af.

Sagens betydning og konsekvenser

Den store Sædelighedsskandale var Danmarks første store homoseksuelle skandalesag, og her spillede de Københavns dagblade en afgørende rolle i, at homoseksualitetsbegrebet kom til diskussion i samfundet.

I efteråret 1907 afholdt Dansk Kriminalistforening deres årsmøde, og her diskuterede landets juridiske og retslægevidenskabelige eksperter homoseksualitetens juridiske status. De anbefalede en formel afkriminalisering af sex mellem myndige personer af samme køn.

Der skulle dog gå mere end 20 år, før kriminalistforeningens anbefaling banede vejen for Borgerlig Straffelovs afkriminalisering af homoseksualitet i 1930.

Regnbuen over København – Ulovlig kærlighed (1:6) TV2Lorry
En sommeraften i 1906 arresteres to mænd i en baggård i København. Det blev starten på den første store offentlige debat om homoseksualitet herhjemme.


 

 

Kilder: Da vi fik ret, Homofile kampår, Rigsarkivet, Månens kulør, tv2lorry.dk og danmarkshistorien.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *