LÆS OGSÅ:
BYVANDRING

LGBTQ-historisk tur i København

Historisk homotur.

LGBTQ-historisk tur i København starter på Rådhus Pladsen og på turen kommer vi forbi forskellige homo-historiske steder og pladsen i København. Turen slutter i Studiestræde der kaldes Danmarks uofficielle homo/LGBTQ gade.

 

1: Københavns Rådhus, Rådhuspladsen

Københavns Rådhus/Rådhuspladsen.    Foto: Mark Hildebrandt

Vi starter ved Københavns Rådhus på Rådhuspladsen. Pladsen hører nemlig til blandt de vigtigste steder i Københavns regnbuefarvede byhistorie. For det første var det på Københavns Rådhus, at verdens første registrerede partnerskab af samme køn fandt sted søndag den 1. oktober 1989. Axel og Eigil Axgil blev efter knap 40 års forlovelse, som det blev kaldt i pressen, det første homoseksuelle par nogensinde, der fik papir på hinanden. Midt i en ellers mørk og dyster hiv- og aids-tid.

Axgil-parret var et af 11 bøssepar, der indgik registreret partnerskab denne dag. Der var ikke nogen lesbiske, der ønskede at få papir på hinanden denne søndag i oktober tilbage i 1989. Sammen med bøsser på den politiske venstrefløj var de skeptiske – i hvert fald de mere politiske og foreningsaktive – over for det registrerede partnerskab.

Op gennem 1980’erne havde bøsser og lesbiske gradvist opnået flere rettigheder, og kulminationen var det registrerede partnerskab. Det var stort, for det var første gang, samfundet anerkendte os homoseksuelle. Første gang var i 1933, da vi blev afkriminaliseret. Men den 1. oktober 1989 havde ikke noget som helst med kriminalitet og sygdom at gøre. Der var dog ikke tale om en 100 procents anerkendelse fra samfundets side, og at vi blev accepteret på lige fod med heteroseksuelle. For vi kunne nemlig stadig ikke blive gift eller adoptere børn, heller ikke en gang vores egne børn.

Vi fik dog en slags ægteskab og fik for alvor første gang nogle basale juridiske rettigheder som andre borgere i samfundet. Det var en stor forløsning for homoseksuelle herhjemme. Mange af os havde venner, der døde af aids, men nu følte vi, at vi gik lysere tider i møde.

Der var en tid, hvor vi var forbudte – hvor vi var syge og senere kriminelle. Men nu var den tid forbi. Danmarks Radio viste kun et kort øjeblik fra de første homopartnerskaber. De havde slet ikke forstået betydningen af begivenheden. Det havde derimod mange udenlandske tv-kanaler, homo/LGBT-aktivister og politikere: Der var tale om en historisk dag: Vi skrev verdenshistorie herhjemme og satte en udvikling i gang. Mange andre lande har siden fulgt trop og har indført forbedringer og givet flere rettigheder til LGBT’ere. Først det registrerede partnerskab og senere ved at give homoseksuelle lov til at adoptere og indgå ægteskab. Senest har enkelte lande også givet bedre rettigheder til transkønnede. Vi har på den måde vist, at selv om man er et lille land, så kan man godt være med til at sætte en vigtig værdipolitisk dagsorden, der tilmed får verdenspolitisk betydning.

Rådhuspladsen har også haft betydning for bøsser og biseksuelle mænds historie på en anden måde. For på Rådhuspladsen, Hovedbanegården, gaderne i Pisserenden og omkring Nikolaj Plads var der steder, hvor bøsser og trækkerdrenge mødte hinanden.

Det skete allerede her i 1930’erne. Generelt har det allerede foregået i København siden slutningen af 1800-tallet. Trækkerdrengene var ikke kun bøsser. Mange af dem var heteroseksuelle, som mod at opfylde nogle seksuelle behov for bøsser og biseksuelle mænd hurtigt kunne tjene nogle penge. Det var blandt unge værnepligtige soldater fra Holmen og unge fra Kofoeds Skole på Amager, som tjente meget få penge. Som homoseksuel kunne man derved hurtigt møde andre. Nogle gange tog de homo- og biseksuelle mænd også deres kunder med hjem. De kunne dog risikere at blive overfaldet og miste deres penge og øvrige ejendele. Og de fleste homoseksuelle turde ikke anmelde det, da de for alt i verden ikke ønskede, at nogen skulle kende deres seksualitet. Det var nemlig ikke spor velset at være homoseksuel i samfundet, og man kunne risikere at miste sit arbejde eller miste al kontakt til sin familie og børn.

Frem til 1940’erne var det ikke noget, som blev gjort til et problem – politiet havde også travlt med andre ting under besættelsen. Men dagbladet Politiken begyndte at skrive om unge, der af pengenød var nødt til at tilbyde seksuelle ydelser til bøsser og biseksuelle mænd. Det var lige pludselig nu blevet et socialt problem, og det fik dermed både politiets og politikernes opmærksomhed.

Møderne blev til skræk og advarsel for datidens unge vist i filmen ”Bundfald” fra 1957. I filmen indgår en ung jyde i dårligt selskab hos et par skruppelløse trækkerdrenge på Rådhuspladsen, hvorfor hans liv hastigt bevæger sig mod samfundets bund. Filmen afspejlede store dele af befolkningens holdning til homoseksuelle. Det var noget, som unge kunne blive forført til. Bøsser var fjender af samfundet med deres dekadente, barnløse livsstil, som ikke altid uden grund – indebar prostitution.

Krigen var slut, og man var bekymret for unge, som havde fået en egentlig ungdomskultur med mælkebarer og dansehaller, rock’n’roll og med frække farlige kropsbevægelser foretaget af Elvis Presley, mens han sang. Nogle mente ligefrem, at man kunne sindssyg af at høre musikken.

Nu gik man ikke bare fra at være barn og til at blive voksen, når man var 14 år, blev konfirmeret og skulle ud at have en læreplads eller være ung pige i huset eller noget helt andet. Unge fik deres egen kultur og blev den første deciderede ungdoms-forbruger-generation. Alt dette var knyttet til storbyen, og en af de andre farer, der var for unge i storbyen, var faren for at blive homoseksuel ved forførelse. Formålet var at retsforfølge mænd, der havde sex med unge og drenge under 18 år, hvilket var ulovligt, da den seksuelle lavalder indtil 1976 var 18 år for homoseksuelle, men 15 år for heteroseksuelle. Og det var mange bøsser og biseksuelle mænd sure over.

Politimester Jens Jersild mente også, at unge kunne forføres til at blive homoseksuelle, og han indledte derfor en intens jagt på bøsser og biseksuelle mænd.

Trækkerdrengene blev færre og færre på Rådhuspladsen, og de forsvandt helt i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne.

 

2: Regnbuepladsen

Regnbuepladsen.    Foto: Mark Hildebrandt

For at markere, at København er en mangfoldig, tolerant og regnbuevenlig by, indstillede Vejnavnenævnet i 2013, at pladsen, som ligger mellem Farvergade og Lavendelstræde, skulle opkaldes efter Axel Axgil, som havde stiftet Forbundet af 1948, i dag kendt som LGBT Danmark. Axel Axgil var sammen med sin mand Eigil det første homoseksuelle par i verden, som fik papir på hinanden den 1. oktober 1989. Forslaget blev droppet igen. Lad os sige det pænt: Axel Axgils historie og fortid var for broget. Dels havde Axels mand, Eigil, kæmpet på tysk side under Anden Verdenskrig, dels havde Axel Axgil i 1980’erne været medlem af noget, der hed ”Pædofilgruppen”. Gruppen var dengang en del af LBL Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, tidligere kaldet Forbundet af 1948, og som nu hedder LGBT Danmark.

Axel Axgil var ikke selv pædofil. Men han mente, at alle seksuelle minoriteter skulle have lov til at ytre sig, også pædofile. Pædofilgruppen blev i 1985 efter især protester fra de lesbiske smidt ud af LBL. Med til historien hører også, at Axel Axgil i 1955 blev idømt et års fængsel i Københavns Byret for seksuel omgang med mindreårige og for at sælge og distribuere pornografisk materiale. Nazisme og støtten til pædofile var for stærk kost for mange, og pladsen kom derfor til at hedde det mere tilforladelige: Regnbuepladsen.

 

3: Centralhjørnet

Centralhjørnet.   Foto: Mark Hildebrandt

Centralhjørnet er Københavns ældste eksisterende homoværtshus. Endnu ældre er Can-Can, som lå rundt om hjørnet. Nu ligger der LGBT-musicalbaren, My Fair Lady.

Der hvor Centralhjørnet har til huse, har der siden anden halvdel af 1800-tallet været en eller anden form for beværtning. Fra 1940’erne har det været kendt som et mødested for LGBT’ere. Det er et rigtigt Københavner-værtshus, og der er altid gang i jukeboksen – ofte med Birthe Kjær og grandprix- og slagermusik. Desuden er der ofte også optræden her.

En film er vist på DR om to af værtshusets stamgæster: ”Palle, Bent og bøssebaren”.

 

4: Københavns Byret

Københavns Byret.   Foto: Mark Hildebrandt

Der har flere gange i tidens løb været klapjagt på homoseksuelle herhjemme. Omkring 1900-tallets begyndelse herskede der i befolkningen en moralsk bølge i forhold til homoseksuelle, og pressen kørte hårdt på. Myndighederne ville ramme drengeprostitutionen. Det førte til en større sædelighedsskandale i 1906. Selv om forfatteren Herman Bang ikke havde noget med sagen at gøre, blev han alligevel indkaldt til afhøring af politiet. Og han blev udsat for en voldsom hetz i pressen. Det førte til, at han helt forlod Danmark. Mange homoseksuelle endte med at blive dømt.

I 1955 indledte Københavns Sædelighedspoliti den såkaldte ”Pornografiaffære”. Formålet var at retsforfølge mænd, der havde sex med unge mænd og drenge under 18 år, da den seksuelle lavalder indtil 1976 var 18 år for homoseksuelle, men 15 år for heteroseksuelle.

Det var i dele af bøssemiljøet in at være sammen med unge fyre, og det var ligefrem noget, man pralede med. En del af de anklagede blev fundet i kundekartoteker til firmaer, som Axel og Eigil Axgil ejede, og som distribuerede billeder af nøgne, unge mænd, og det var ulovligt. Hvis de samme billeder blev brugt til kunstneriske formål, var det derimod lovligt.

I 1955-56 var der 1.227 opklarede sager med homoseksuelle mænd, der havde forbrudt sig mod loven, hvilket var en stigning på næsten 700 sager i forhold til de to foregående år.

Axel og Eigil Axgil blev smidt ud af Forbundet af 1948 og blev lagt for had i store dele af det homoseksuelle miljø. Fordi mange af de dømte – med en vis ret – følte, at de var blevet opdaget på grund af dem. Ud over sine egne forretninger var Axel Axgil også redaktør af det homoseksuelle magasin, Vennen, og kundekartoteket herfra fandt politiet netop hos parret.

En anden forklaring på, at politiet fik dømt så mange homoseksuelle mænd, var, at de fik trækkerdrenge til at sladre om deres kunder, mod at de fik betaling af politiet i form af cigaretter og andre ting. Det har i hvert fald et par trækkerdrenge selv fortalt. Og den samme holdning gav Axel Axgil udtryk for. Man kan derfor stille spørgsmålstegn ved sandhedsværdien ved nogle af disse vidner.

Axel Axgil blev idømt et års fængsel, og Eigil halvandet års fængsel for seksuel omgang med mindreårige og for at have solgt pornografiske nøgenbilleder. Lidt misvisende blev Danmarks største sædelighedsskandale kaldt for ”Pornografiaffæren”, fordi den hovedsageligt handlede om noget andet – nemlig homoseksuelle mænd, der var sammen med mindreårige.

Næste initiativ mod den homoseksuelle fare var den såkaldte ”Grimme lov”, som blev vedtaget i 1961. Loven kriminaliserede betaling – om den så bestod af cigaretter eller taxature – af trækkerdrenge under 21 år, fordi at man frygtede, at ældre mænd kunne forføre de yngre til selv at blive homoseksuelle. Tusindvis af mænd blev passet op af politidirektør Jens Jersilds sædelighedspatrulje, kaldet ”Onani-patruljen” på især Rådhuspladsen og Pisserenden. Nogle fik bøder, tilhold og endda fængselsdomme.

Loven resulterede på den ene side i yderligere forfølgelse af homoseksuelle. På den anden side virkede loven efter hensigten. Størstedelen af prostitutionen i det homoseksuelle miljø forsvandt. Politiet fik disciplineret og lært homoseksuelle, at man skulle overholde landets love, også selv om man ikke brød sig om dem. Dermed var vejen banet for større tolerance over for homoseksuelle.

I 1965 ophævede Folketinget også loven, og straffen for homoseksuel prostitution bortfaldt i 1967.

 

5: Knabrostræde 3

PAN Cafe og Disko, Knabrostræde 3.   Foto: Privat

LBL, det der i dag kendes som LGBT Danmark, købte i 1980 ejendommen Knabrostræde 3. Det var i de kommende 15 år et afgørende politisk og kulturelt kraftcenter i det homoseksuelle/LGBT-miljø. På den ene side var der café og diskotek, Pan Disco, så der var steder, hvor man kunne mødes. Samtidig var det med til at skabe nogle nødvendige indtægter til foreningen, som man kunne bruge på sit politiske, sociale og kulturelle arbejde. Ikke kun i København, men rundt om i foreningens afdelinger i landet. I de bedste år gav café- og discodriften over 1 million kroner til foreningens arbejde. Pan Disco var også i mange år kendt som legendarisk i miljøet, og mange har mødt deres første kæreste her. Blandt andet var der kvindeaftener om torsdagen.

Stedet gav samtidig mulighed for, at det homoseksuelle/LGBT-miljø kunne udvikle sit kulturliv, og det skete netop for alvor i disse år. Aftenskole, Pan Idræt, bibliotek og arkiv, Pan Bladet, Radio Rosa og alle dens redaktioner, ungdomsgruppe, filmgruppe, samværsgruppe, rådgivning, Pan Info, lesbiske over 40, kvindegruppe, og man kunne blive ved. En hel masse grupper og netværk skød op. Det var vigtigt for folk i miljøet at kunne leve sin seksualitet ud i trygge rammer sammen med andre ligesindede.

Desværre skete alt dette midt i en tid, hvor bøssemiljøet blev udfordret af hiv og aids. Mange unge bøsser døde desværre i en alt for tidlig alder.

Hvor utroligt det end lyder, så havde Landsforeningen og dens frivillige overskud til at råbe politikerne op, lave hiv/aids-rådgivning – Aids-linjen og senere Stop Aids – lave informationsmaterialer om sikker sex osv. og tage initiativ til AIDS-Fondet, så der kunne blive samlet penge ind til information, forskning osv. Det er også i denne periode, at man for alvor udbyggede sine politiske kontakter. Det gjorde, at politikerne begyndte at interessere sig for at forbedre de politiske forhold for homoseksuelle.

 

6: Nikolaj Plads 7

Den hedengangne “Bellmans Kælder” lå på Nikolai Plads 7, stuen til venstre. Den var i 1940’erne et populært mødested for homoseksuelle.   Foto: Mark Hildebrandt

I 1940’erne lå der her på første sal på Nikolaj Plads 7 et kendt mødested for homoseksuelle, som hed Bellmann-kælderen. Baren var ejet af en af datidens kendte kvindelige skuespillere. Det er blevet fortalt, at bartenderne på stedet havde de løseste håndled i byen. De fleste homobarer lå ellers, som de også gør i dag, i gaderne i og omkring Rådhuspladsen og i Studiestræde. Men kvarteret omkring Nikolaj Plads var også kendt som mødested for bøsser og trækkerdrenge. Og homobaren Fortuna i Fortunstræde lå nær ved. Området er kendt under navnet ”Minefeltet”. Det var her, at de frisindede og libertinere kom i begyndelsen af 1900-tallet. Kendte københavnske værtshuse som Laurits betjent og Hvids Vinstue blev også flittigt besøgt af homoseksuelle.

 

7: Nina Stork og regnbuebørnene

StorkKlinik i Store Kongensgade 36-38 hjælper stadig lesbiske og enlige med at få børn.   Foto: Mark Hildebrandt.

Efter at vi som det første land i verden indførte det registrerede partnerskab, var der i det homoseksuelle miljø en opfattelse af, at det kun kunne gå fremad rent lovgivningsmæssigt, og at man til stadighed ville få flere rettigheder i takt med, at man blev endnu mere accepteret i samfundet. Det homoseksuelle miljø var derfor særdeles optimistisk, hvad fremtiden angik.

Men et område, som mange heteroseksuelle stadig havde det svært med, var kombinationen homoseksuelle og børn. Hvad homoseksuelle, og især bøsser, ikke kunne gøre ved børn, var der mange fordomme og skrækhistorier om.

Børn var ellers ikke noget ukendt fænomen blandt homoseksuelle. For en del af de bøsser og lesbiske, som sprang ud ”med forsinkelse”, havde børn.

Men rigtigt er det, at man fik at vide af det omgivende samfund, at det ikke kunne lade sig gøre at få børn, samtidig med at man var homoseksuel. Det smittede af, og især bøsser, men også i nogen grad lesbiske, fortalte hinanden, at børn automatisk var noget, man havde valgt fra, i og med at man var homoseksuel. Jeg kan også huske, at jeg selv flere gange har sagt til andre, når de spurgte mig, om jeg ikke engang skulle have børn: ”Da jeg er bøsse, så kan jeg ikke få børn”.

Den første generation af regnbuefamilier så dagens lys i 1970’erne, hvor en jordemoder med hjælp fra et donorkorps af bøsser formidlede sæd til lesbiske, som gerne ville have børn. Det kom der en lang række familier ud af, men det gik nærmest i stå, da sygdommen aids dukkede op i begyndelsen af 1980’erne.

I 1990’erne begyndte flere og flere bøsser og lesbiske dog at tale om, at de gerne ville have børn. I medierne begyndte regnbuefamilier også at dukke op i medierne, og det blev slået fast, at selv om man var homo, så kunne man godt få børn, og at det ikke var noget, man havde fravalgt. Det at få børn var derimod en realistisk mulighed, og det blev på den måde selvforstærkende og greb om sig. Regnbuefamilier var den helt store forandring, der skete i det homoseksuelle miljø i 1990’erne. Det var her, at de lesbiske for alvor blev toneangivende i den homoseksuelle historieskrivning. Den har som oftest kun handlet om bøsser. En anden grund til, at når lesbiske først fylder mere i den homoseksuelle historie på et senere tidspunkt, skyldes det, at der gik lang tid, før man overhovedet forestillede sig, at kvinder også kunne have en seksualitet.

Et hårdt tilbageslag
Netop på det her tidspunkt, hvor man i det homoseksuelle miljø troede, at tingene kun blev bedre og bedre, og man i stigende omfang gerne ville have børn, oplevede man for første gang i lang tid et regulært tilbageskridt. Politikerne på Christiansborg indskrænkede nemlig på helt afgørende vis homoseksuelles rettigheder.

Fra 1997 blev det nemlig forbudt for læger at hjælpe enlige og lesbiske med at få børn til verden. Det ramte miljøet – især det lesbiske – meget hårdt. Mange lesbiske blev derfor – i hvert fald for en tid – forhindret i at kunne få børn, og forbuddet stressede andre lesbiske så meget, at de helt droppede deres planer om at få børn. Andre igen måtte ty til andre metoder for at få børn.

Loven forbød nemlig kun læger – men derimod ikke andet sundhedspersonale – at hjælpe enlige og lesbiske med kunstig befrugtning. Nina Stork, som selv er lesbisk, oplevede forbuddet på allernærmeste hold. Hun og kæresten Inger ville nemlig gerne have et barn sammen. Nina Stork, som er uddannet jordemoder, blev så harm over forbuddet, at hun i protest mod loven i efteråret 1999 brugte kattelemmen i loven til at åbne den første fertilitetsklinik herhjemme, StorkKlinik, som i dag holder til i Store Kongensgade i København. Her har hun hjulpet mange af børn af enlige – og især af lesbiske – til verden. Langt den største del er børn af lesbiske.

Hun var bange for, at politikerne også ville forbyde hende at hjælpe enlige og lesbiske med at få børn. Og det havde hun god grund til, men heldigvis kom det aldrig på tale. Nina Stork ydede en enestående indsats i ”forbudstiden”, som gjorde, at mange enlige kvinder – og især lesbiske – kunne få børn. Og lesbiske fik børn som aldrig før, kunne pressen berette. Nina Stork modtog også i 2005 Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, LBL’s, hæderspris Årets homo for at hjælpe homoseksuelle med at kunne få børn. Nina Stork fik også selv sønnen Oskar.

Hård kamp gav resultat
Efter 9 års hård kamp – og jeg skal love for, at bølgerne gik højt – især anført af LGBT Danmark, blev forbuddet ophævet, og enlige og lesbiske havde endelig den samme mulighed som andre kvinder for at få kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Efter at politikere og andre lige først skulle finde ud af, hvad begrebet regnbuefamilier var, så er der nu i befolkningen og blandt politikerne en langt større forståelse af, at en familie ikke kun består af far, mor og to børn. Der er rigtig mange familiekonstellationer, og regnbuefamilier er en af dem.

I 2013 fik vi herhjemme også en regnbuevenlig børnelov, som på visse områder giver regnbuefamilier bedre vilkår end heteroseksuelle familier. Som det eneste land i verden giver vi nemlig mulighed for, at regnbuefamilier kan beskytte hinanden bedre. Den biologiske mor, hendes partner og ham, som er den biologiske far, kan nemlig inden befrugtningen lave en bindende aftale om, hvem der skal være de to juridiske forældre.

I dag er det at få børn i LGBTQ-miljøet blevet meget udbredt og er noget, som unge bøsser og lesbiske aktivt forholder sig til, om de vil have. Og ikke så få – også bøsser – vælger at få børn.

 

8: Kvindehuset

Kvindehuset i Gothersgade 37 i København har siden 1978 dannet rammen om mange lesbiske fester og kulturarrangementer. Mænd har ingen adgang!   Foto: Mark Hildebrandt

I kølvandet på ungdomsoprøret begyndte kvinder også at røre på sig. De ville have et større ord at skulle have sagt og bløde op for de stive kønsroller i samfundet. Kvinder havde besat flere huse rundt om i København, blandt andet i Åbenrå. Det eneste tilbageværende kvindehus er Kvindehuset her i Gothersgade 37. Den nye kvindebevægelse, Rødstrømperne, satte kvinders rettigheder – eller snarere manglende rettigheder – på dagsordenen. En del af de aktive var lesbiske. Den heteroseksuelle del af Rødstrømperne var bange for, at de alle i offentligheden ville blive opfattet som lesbiske, og at det dermed kunne forringe deres chance for at opnå fremskridt. Så de lesbiske blev bedt om at gå stille med dørene. Det brød de sig selvfølgelig ikke om, og nogle af dem dannede derfor Lesbisk Bevægelse, som kan sammenlignes med BBF, Bøssernes Befrielses Front. Man var lidt mere venstreorienteret end Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Strukturen var flad, og der var basisgrupper, og man gik med i 1. maj-demonstrationer under sloganet ”Ingen kvindekamp – uden klassekamp”. Man følte sig dobbelt undertrykt. Det handlede om både at blive frigjort som kvinder og som lesbiske. Det er i dag som før ikke tilladt for mænd at komme ind i Kvindehuset. Det bliver stadig brugt af mange lesbiske, blandt andet ved fester og kulturelle arrangementer.

 

9: Natalie Zahle

Natalie Zahle boede sammen med kvinder, og stiftede Zahles Seminarium i 1851. Vi vil i dag sige, at hun var en af de første åbne lesbiske herhjemme. Men dengang – i 1800-tallet – havde man ikke vores opfattelse af begrebet.   Foto: Mark Hildebrandt

Zahles Seminarium blev stiftet af Natalie Zahle i 1851. Hun levede fra 1827 til 1913. Ud over at kæmpe for kvinders ret til uddannelse og større uafhængighed skabte hun et helt skoleimperium med både specialskoler, gymnasium og lærerseminarium. Natalie Zahle forblev ugift og levede sammen med kvinder hele sit liv. Hun er ofte blevet fremhævet som lesbisk. Det kan dog godt være svært at tale om en egentlig lesbisk identitet for kvinder, der levede sammen i en tid, hvor man ikke mente, at kvinder havde seksuelle lyster. Forfatteren Maria Helleberg, der har skrevet bogen ”Kvinder der forandrede Danmark” fortæller, at vi ikke ved, om kvinderne elskede med hinanden. Men hvorfor skulle de dog ikke have gjort det? som hun siger. Set med nutidens øjne er der ikke meget tvivl om, at vi vil betragte Natalie Zahle som lesbisk.

 

10: Ørstedsparken

Ørstedsparken.   Foto: Mark Hildebrandt

Vi er i Ørstedsparken, og det er på sin vis her, at historien om homoseksuelle/LGBT’ere i København starter.

Det gamle voldanlæg har i mere end 150 år været cruising-sted for homo- og biseksuelle mænd. Det begyndte i 1956, da militæret opgav bevogtningen af de københavnske volde, og politiet endnu ikke havde fået overdraget ansvaret for områderne. Derved opstod der mulighed for, at mænd kunne mødes og have sex med hinanden, når mørket faldt på. De første politirapporter om ”disse forbrydelser mod naturen”, som det tidligere blev kaldt, stammer fra 1864. Et populært mødested var Hahns Bastion i Ørstedsparken.

I dag besøges Ørstedsparken stadig af bøsser og biseksuelle mænd. Der kommer dog færre her end tidligere. Tidligere kom bøsser og biseksuelle mænd her af en nødvendighed. Det var det eneste, eller i hvert fald et af meget få steder, hvor man kunne mødes. Senere – også i dag – kommer de fleste her på grund af lyst og nødvendighed. Men nogle bøsser og biseksuelle mænd, der ikke vil eller tør fortælle andre, at de er tiltrukket seksuelt af deres eget køn, kommer her stadig, så de fortsat kan være anonyme. Og der er kommet alle typer af mænd her, høj som lav socialt set.

 

11: Men’s Bar

Mens Bar.   Foto: Mark Hildebrandt

Siden 1958 har der her ligget en bøssebar. Og det er stort set kun bøsser, der er kommet her. Først hed det Madalay, men blev i daglig tale kaldt for mandelir. I 1980’erne gik det under navnet Stable og var især mødested for læderbøsser. Siden begyndelsen af 1990’erne har det haft navnet Men’s Bar og er et rendyrket bøssested, hvor alle mulige typer kommer.

 

12: Studiestræde

Studiestræde er Danmarks uofficielle homo-gade med både restaurant, sauna og barer. Homo- og LGBTQ-miljøet vil gerne behandles ordentligt af resten af samfundet. Sjovt nok, så er der kun en eneste af miljøets barer, som har tegnet overenskomst.   Foto: Mark Hildebrandt

Vi slutter byvandringen i Studiestræde, som vi godt kan kalde for Danmarks uofficielle LGBT-gade. Der findes både værtshusene Cosy Bar, Masken Bar, Kiss Kiss og Jailhouse. Desuden er der Amigo Sauna, som har haft til huse her siden begyndelsen af 1970’erne. Ofte når der er Prideparade, er der samtidig gadefest i Studiestræde, og det er på den måde blevet en integreret del af det indre København, hvor pride-festlighederne foregår.

 

 

Byvandringen er fra bogen “Da vi fik ret” der også fortæller om homo- og LGBTQ-miljøets egen historie. Om den kultur og de mødesteder, som vi har selvskabt.
”Da vi fik ret” koster 125 kr. plus forsendelse.
Bogen kan købes via mail@bjarnelundis.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *