LÆS OGSÅ:
HISTORIEKULTUR & SAMFUND

Axelhus (1968)

Axelhus var præget af frisind, man blandede sig ikke i, hvad folk foretog sig, så længe de ikke var til gene for andre.

På en nedlagt skole mellem Køge og Ringsted drev Axel og Eigil Axgil fra 1968 til 1980 et af verdens første Bed & Breakfast, Axelhus, for homoseksuelle.

Ophævelsen af ”Den grimme lov” i 1965, varslede nye tider for homoseksuelle. Mildere vinde blæser på mange måder ind over samfundet, og det kommer også den seksuelle minoritet til gode.

Axel og Eigil boede i et hus i Valby. Selv om det ikke var tilladt, drev de også virksomhed fra adressen med blandt andet trykkeri. De havde flere ansatte, så udenfor deres hjem holdt der i dagtimerne mange biler. Dette generede nogle af naboerne, som klagede over dem. De var derfor nødt til at finde andre lokaler og begyndte at studere erhvervsannoncerne i aviserne. Erhvervslokaler i København var dog for dyre, og de så sig derfor om efter alternative muligheder. I 1967 fandt de en gammel nedlagt skole i den lille by Vollerslev mellem Køge og Ringsted, som de købte. Her var der både plads til deres trykkeri, foto- og postordrefirma og til privatbolig.

Læs også: Pornografiaffæren (1955)

Liver på ”landet”
Axel og Eigil nød at bo på landet og fik besøg af deres venner fra København. Der er masser af plads på den gamle skole, så vennerne overnatter ofte. Vennernes overnatninger tager dog så meget til i omfang, at Axel og Eigil til sidst føler, de nærmest var blevet deres ”tjenende ånder”. De beslutter derfor at tage et mindre beløb på 25 kroner, hver gang nogen skal overnatte og spise hos dem. Hvad der ikke var planlagt på forhånd, ender derfor med at blive begyndelsen til det første homoseksuelle Bed & Breakfast herhjemme. Navnet blev Axelhus, da de begge hed Axel. Eigil hed det nemlig til mellemnavn.

Ad flere omgange satte de Axelhus i stand og når op på at kunne have 40 overnattende gæster. Der er både spisestue, små barer og danselokale. Om lørdagen er der fest og ofte også underholdning. Da Axel og Eigil ikke var i kridthuset i Forbundet af 1948 (i dag LGBT-Danmark), var det ikke danske gæster, der var i flertal. Gæsterne kom især fra Norge, Sverige og det tidligere Vesttyskland. Mange af gæsterne endte også med at blive deres personlige venner.

Gæsterne var rigtig glade for Axelhus og kom ofte år efter år. Og de anbefalede stedet videre til deres venner og bekendte, og på den måde blev Axelhus kendt over hele verden. Axelhus blev kendt som et sted med en meget frisindet stemning og meget få problemer.

Axelhus havde åbent i sommerhalvåret fra april til oktober. I haven var der en opvarmet svømmepøl, hvor man gerne måtte bade nøgen og haven, der mest af alt mindede om en park, stod træer og buske så tætpakket, at man ikke uden videre kunne se ind fra gaden. Det gjorde nogle af naboerne dog i begyndelsen. De skulle lige have stillet deres nysgerrighed og se, hvad det er for et sted, der vrimlede med homoseksuelle.

Præget af frisind
Axelhus var præget af frisind, man blandede sig ikke i, hvad folk foretog sig, så længe de ikke var til gene for andre. Og det kunne også godt hænde, at der var nogle, som dyrkede sex med hinanden midt ude på græsplænen. Der var også en uskrevet regel om, at hvis man var single, så lod man sin dør stå åben om natten, så vidste andre at her var der mulighed for et natligt besøg.

Nogle af dem, der også kom på weekendbesøg på Axelhus, var en gruppe unge fra BBF, Bøssernes Befrielsesfront, og selv om Axel og Eigil opfattede sig selv som frisindede, så var de unge fremadstormende bøsser i Bøssernes Befrielsesfront ikke ligefrem prototypen på det publikum, som de ønskede sig på Axelhus. Det måtte gerne være pæne borgerlige og kultiverede bøsser som dem selv.

Axel og Eigil mente at BBF’erne hørte til for langt ude på venstrefløjen og deres sprog brød de sig heller ikke om, bl.a. skulle de have udtalt, at de ikke var bange for at få lort på pikken. Efter den udtalelse var Axel og Eigil enige om, at vi ikke ønskede at se dem mere på Axelhus.

Dette var ellers i 1970’erne, hvor der i kølvandet på ungdomsoprøret blæste mere milde vinde ind over Danmark – også på det seksuelle område. Mange år senere indrømmede Axel dog også, at han havde fortrudt beslutningen om at udelukke BBF, de unge BBF’ere var frie på en anden måde, og at han var den konservative og at sætte en grænse for min frihed, var forkert.

Om vinteren var Axelhus åben for de lokale, som brugte stedet til at fejre fødselsdag, konfirmation eller familiefester. Nogle af de ansatte boede også i byen, så selv om Axelhus var meget anderledes, end de var vant til, så satte beboerne pris på, at Axel og Eigil skaffede arbejdspladser til byen.

De begyndte også lave nogle månedlige arrangementer med swingerclub i vintersæsonen, disse var primært for heteroseksuelle og der var derfor kun adgang for mænd, der var i følgeskab med kvinder.

I mange år knoklede Axel og Eigil fra tidlig morgen og til sen aften, og da Axel var blevet 65 år og ikke længere havde de samme kræfter som tidligere, blev dette sammenholdt med at de samtidig oplevede en stigende konkurrence fra overnatningssteder for homoseksuelle især i Tyskland medvirkende til, at de i 1980 solgte Axelhus og gik på pension.

 

Kilde: Bjarne Henrik Lundis/Axel Axgil – Kampen for kærligheden. (Bogen kan købes på her)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *